Saa er jeg ankommet, og jeg er saa smaat ved at falde til i Ecuador.
Jeg bor i et meget livligt hus, hvor der altid er nogen hjemme, og altid nogen at snakke med (saa langt som det spanske nu raekker) Min vaertsmor hedder Sandra, er 30 aar, men hvis hun selv skal sige det, er hun blot en baby, saa ung er hun (jep, dette er et direkte citat!) Hun har to Boern, en 7 maaneder gammel dreng, som jeg stadig ikke har fundet ud af hvad hedder, fordi han kun bliver naevnt ved kaelenavne, saasom bebécito, papacitó osv, derudover har hun en soen paa 7 som hedder José, og han har krudt i roeven, men er meget, meget soed.
Nedenunder Sandra bor hendes mor Bianca og hendes mand. Bianco er simpelthen noget af det soedeste, hun snakker og snakker, og gentager gerne naar jeg ikke forstaar foerste gang. Hun er hjemme hele dagen, og passer bebécito og laver mad. Hun har et koekken i huset, men indtil videre har jeg kun set hende bruge det til at koge vand til morgenmad. Hun har nemlig ogsaa et lille hus ude i haven, som er indrettet med et koekken, med et kaempe gaskomfur, og groentsager fra gulv til loft! Igaar hjalp jeg hende med at lave frokost, og hun betroede mig, at naar hun var i koekkenet og hoerte musik, saa var hun ganske enkelt lykkelig. Jeg synes det er smukt, at det er saa simpelt.
Bianca har en udvekslingsstudent fra Tyskland boende. Hun hedder Ester (ofte kaldet Estercita) og har vaeret her i tre maaneder, hun arbejder paa en skole, hvor fattige boern der ikke kan gaa i skole i loebet af dagen, kommer og faar undervisning om eftermiddagen.
Igaar var jeg inde paa VASE's (min udvekslingsorganisation) kontor, til et orienteringsmoede. Det var enormt laererigt, og alle de ansatte er saa soede. Jeg fik lidt undervisning i Ecuadoriansk livsstil, praktiske oplysninger om mit ophold, og saa et enormt inspirerende oplaeg om rejsedestinationer i landet, saa nu kan jeg slet ikke vente med at komme afsted, saa snart jeg faar en mulighed for det! Jeg blev hentet af min kontaktperson fra organisationen, men skulle selv finde hjem, hvilket var noget af en oplevelse. Jeg blev sat paa en bus i myldretid, og saa var jeg ellers paa egen haand. I myldretid er busserne FULDSTAENDIGT proppet, saa proppet at folk staar pa trapperne halvvejs ude af bussen og holder fast for ikke at falde af, temmeligt halsbraekkende. Naar man skal af, skal man markere det til chauffoeren eller kontrolloeren, ved at sige "Gracias" hvilket kan vaere lidt af en opgave, naar der er saa mange mennesker og larm i bussen, og naar man saa endelig har faaet bussen til at stoppe, skal man jo saa ogsaa mase sig vej, gennem menneskene hen til doeren. Jeg kom af paa det rigtige sted, men jeg maa indroemme min ben rystede lidt under mig, da jeg kom ud af bussen. Sikke en oplevelse!
Om en halvtime kommer der en person fra VASE, som skal vise mig hvor min arbejdsplads ligger, og soerge for jeg kommer godt fra start, saa det er paa tide at bevaege mig tilbage til mit hus, hvor jeg skal moedes med hende.
¡Hasta luego!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar