mandag den 17. december 2012

Un fin de semana loco!

Efter en skoen afslappende uge paa kysten og den historiske koloniby Cuenca, som har budt paa en masse afslapning, laesning, strandbadning og laekker mad sluttede jeg min lille rundrejse af i Baños hvor jeg moedtes med to danske piger Lillian og Kathrine. Vi havde reserveret et vaerelse paa det hyggelige danskejede hotel magic stones, hvor vi blev varmt velkomt, og havde glaeden af morgenmad med rugbroed (som jeg ikke har faaet i mange, mange uger)

Weekenden i Baños viste sig at vaere meget aktionfyldt, baade opsoegt og pludseligt opstaaet aktion blev det til. Jeg kom hjem for en time siden og har kun lige faaet skyllet vulkanstoevet af mig. Baños er nemlig placeret klods op og ned af den aktive vulkan Tungurahua , og netop denne weekend var der gang i den. Det foerste udbrud skete netop som vi koerte ind i byen fredag eftermiddag, men det var et lille et, og var hurtigt overstaaet. I morges blev jeg saa vaekket kl. 5.50 af et gigantisk brag efterfulgt af jordrystelser, og da jeg kravlede ud af min seng og ud paa gaardspladsen blev jeg moedt af synes af en stor sort askesky og lugten af baal. En rimelig haeftig oplevelse, som jeg foeler mig meget heldig over at have vaeret vidne til. I foelge det danske par paa hotellet roer Tungurahua paa sig ca. hver fjerde maaned, men aktiviteten her til morgen var voldsommere end normalt, og hele morgenen og formiddagen buldrede vulkanen som et fjernt tordenvejr og det naermest regnede med bittesmaa smaasten saa vi maatte baere toerklaeder for munden for ikke at sluge al asken. Jeg maa indroemme at da jeg vaagnede kl. lidt i 6 af braget naaede jeg lige at blive en anelse bekymret og taenke "skal vi nu til at evakuere" men da hele byen tog det ganske roligt, blev jeg ogsaa beroliget, og valgt bare at foele mig heldig over at faa lov at vaere vidne til naturen i aktion.
vulkanen i rolig tilstand loerdag formiddag.
askesky - taget i de tidlige morgentimer soendag morgen.

Men som sagt var vulkanen ikke den eneste uforudsete oplevelse. For at komme fra Cuenca til Baños skulle jeg for foerste gang rejse alene med bus, en 7,5 time lang tur, som startede kl. 7 om morgenen. Efter 5 timers bustur, 2 timer uden for Ambato hvor jeg skulle skifte bus, hoertes pludselig en maerkelig lyd, og bussen koerte ind til siden. Jeg fandt aldrig rigtig ud af hvad der var sket, men jeg tror vi punkterede, bussen var i hverfald ikke i stand til at fortsaette. Saa var gode raad jo dyre, og sammen med et par andre passagerere hoppede jeg paa en passerende bus og endte i riobamba hvorfra jeg efter lidt forhindringer endelig fandt en bus mod Baños, og naaede frem, dog et par timer forsinket.

Baños er en ret kendt turist by, baade paa grund af sin natur der byder paa vulkaner, vandfald, naturpark med baade pumaer og brillebjoerne og generelt smuk udsigt til groenne bjerge ligegyldig hvor man gaar eller staar. Derudover er den kendt som lidt af en action-by med mulighed for et utal af extremsports aktiviteter. Loerdag morgen besluttede vi os for at vi ville ud og se det stoerste og mest kendte vandfald "Pailon del Diablo", og vi lejede derfor cykler og begav os afsted paa den 17 km. cykeltur til vandfaldet. Paa vejen passerede vi en masse muligheder for at lave ziplining (forestil jer en lang svaevebane over en kloeft, men hvor man haenger vandret i luften, spaendt fast i nogle seler). Jeg blev rimelig hurtig hooked paa at proeve, selvom det var med lidt kriller i kroppen, og det tog lidt tid at overtale de andre piger - men til sidst hang vi der altsaa, og hold fast det var skaegt og meget, meget smukt.





   Da zipliningen var overstaaet og vi satte os paa cyklerne igen for at fortsaette mod vandfaldet viste det sig at Kathrines cykel var punkteret. Saa stod vi der og viste ikke hvad vi skulle goere - men saa kom Andrés, en fyr fra ziplining stedet os til undsaetning. Han begyndte at pumpe hjulet, men det viste sig hurtigt at der var punkteret, og at slangen skulle skiftes, saa han tog os med hen til ziplining stedet hvor han havde vaerktoej. Foer vi fik set os om hvor hjulet pillet af, daek og slange ligesaa og to fyre mere var kommet til for at hjaelpe. Det viste sig at vaere et stoerre arbejde, for den ekstra slange udlejningsstedet havde laant os var ikke stor nok. I loebet af den halve time vi ventede naaede der at samle sig 8 fyre omkring cyklen, som alle havde deres idéer om hvordan den skulle ordnes. Efter en halv time, en lettere akavet situation hvor en fyr der ikke viste vi snakkede spansk lige fik udtalt sig om vores udseende til de andre, og en masse knokleri fra deres side, var vi endelig paa vej videre, og 3 km. efter naaede vi frem til vandfaldet.

Lettere udmattettede efter lang cykeltut naaede vi frem til vandfaldet, som her ses i baggrunden
Efter den 17 km lange cykeltur i bjerterraen efterfulgt af en 2 km gaatur for at naa vandfaldet var vi godt smadrede da vi kom hjem, og derfor yderst lykkelige for at Baños netop hedder som det goer (baños betyder direkte oversat "bade") fordi det er fyldt med varme kilder. Saa efter lidt afslapning paa hotellet kunne vi saenke vores traette kroppe ned i dejlig termalsk varmt vand og slappe af. SKOEN afslutning paa en fantastisk dag.

tirsdag den 4. december 2012

Mi trabajo

Med kun 3 arbejdsdage tilbage, maa det vaere paa sin plads langt om laenge at skrive lidt om hvad det egentligt er jeg foretager mig hver dag. For en ting er weekend-eventyrene, men noget helt andet er hverdagen - og ja, selvom jeg "kun" befinder mig i Ecuador i 10 uger, bliver det altsaa lynhurtigt hverdag, naar vaekkeuret ringer hver morgen kl. 06, bussen skal naas kl. 07 og arbejdsdagen starter kl. 07.30.

En gruppe af mine unger
Jeg har laenge ville skrive dette blogindlaeg, men har simpelthen ikke kunne knaekke noeden om hvordan. For jeg har allermest lyst til at fortaelle jer om alle de fantastiske smaa hverdags-mirakler jeg oplever med de soede unger, som saetter smil paa mine laeber. Jeg har lyst til at beskrive hvert enkelt af de 27 boern der gaar i den klasse jeg arbejder i, for de er saa forskellige og saa interessante allesammen. Men for det foerste ville det blive et ufatteligt langt indlaeg, og for det andet bliver det nok aldrig det samme paa ord som i virkeligheden. Jeg vil noejes med at dele nogle faa anekdoter og lidt billeder.

Min projekt hedder "education inicial luis stacey guzman" og kan nok bedst sammenlignes med en dansk boernehave. Alligevel er der store forskelle paa hvad jeg kendte fra Danmark, og hvad jeg oplever her. For det foerste er boernene delt ind i klasser og har naesten hvad der svare til et fastlagt skoleskema. Paa "skolen" er der tre klasser, hvor boernene har hhv. 3, 4 eller 5 aar. Om morgenen underviser jeg den aeldste klasse i engelsk sammen Eva, en anden volontoer som arbejder paa projektet. Det var noget af en udfordring foerste dag bare at blive sendt ind i et lokale med 15 boern og saa ellers bare gaa igang. Vi underviser i helt basic ting saasom at taelle til 10 eller laere farverne roed, gul, groen og blaa og vi goer det med et mix af sange/sanglege og tegninger.
   Forleden dag, havde vi, for gud ved hvilken gang, problemer med en af eleverne, som synes det er langt sjovere at afproeve laerernes taalmodighed og graenser, end at blive undervist. Som et forsoeg paa at faa hende til at deltage i klassen, fortalte vi hende at det er meget vigtigt at laere engelsk, hvorefter en af de andre elever istemte "y muy divertido, tambien" ("og ogsaa meget sjovt"). I det oejeblik, maa jeg indroemme at jeg blev ufattelig stolt, ikke blot kan jeg hoere hver dag at eleverne kan huske flere og flere ord (og endda bliver bedre til at udtale dem, der er mange lyde den spansk-talende-tunge ikke er vant til), de synes ogsaa det er sjovt. Noget af en personlig sejr.

 Efter engelsk skifter jeg klasse-lokale, og resten af dagen hjaelper jeg til i den yngste klasse, hvor boernene er 3, nogle endda kun 2 aar. Her byder dagen paa kreative udfoldelser i mange forskellige afskygninger, men for det meste indvolverende cirkler og farven gul. Paedagogiken gaar ud paa kun at fokusere paa en ting af gangen, og virkelig intensivt. I alle de uger jeg har vaeret her, har alle kreativitet indbefattet gul maling, gul-malede pastaer, eller smaa papirkugler trillet af gult crepe-papir og med disse redskaber har vi pyntet et utal af ting, med en overvaegt af cirkler. Denne uge har laeren dog besluttet at ungerne har faaet styr paa gul, og at det er paa tide at indfoere en ny farve, og vi har derfor udvidet repertoiret med blaa.
   Paa det tidspunkt jeg er faerdig med engelsk undervisningen er min klasse som regel igang med at danse, en fast punkt paa morgenprogrammet. Vi danser til alt fra boerne-sange om dette og hint til pop-hits som "Ai se eu tu pego" og i sidste uge blev ogsaa Gangnam style indfoert paa programmet. (Isaer en af drengene, Daniel, er helt vild med at danse Gangnam style og har det stoerste skaeve smil paa laeben mens hans danser)
   Ud over en masse kreative udfoldelser og dans byder en stor del af dagen ogsaa paa fri leg paa legepladsen, og det sker jo tit at der opstaar konflikter mellem boernene. Her bliver mit spanske virkelig sat paa en proeve. Det kan vaere virkelig svaer at udrede hvem der har gjort hvad, naar 5 eller flere boern, og nogle af dem graedende proever at forklare hvem der gjorde hvad i munden paa hinanden, og saa endda paa deres ikke helt vedudviklede spansk.



Naar boernene leger paa legepladsen, skal de have solhatte paa (vi befinder os jo trodsalt paa aekvator) Inden de loeber ud og leger hjaelper jeg dem altsaa med at finde hattene i deres tasker, og en dag var det denne lyseroede hat jeg trak op af Daniels taske. Jeg ved stadig ikke om han selv har valgt den, eller foraeldrene bare sendte den med i mangel paa bedre, men soed saa han i hverfald ud.
Flere af boernene har udvikler deres egne rutiner i forhold til mig, eksempelvis bliver jeg hver morgen budt velkommen med et kram (og ofte ogsaa en dans) af Jaime som "overfalder" mig naar jeg traeder ind af doeren. Joanthan har udviklet en leg der gaar ud paa at gaa balancegang og "falde ned" fra bommen, hvorefter han ligger sig paa jorden, og ryster sine ben mens han siger en skurende lyd - han rejser sig aldrig foer jeg spoerger "Jonathan, que te pasò" ("Jonathan, hvad skete der"). Alle boernene har saa meget personlighed, og det er svaert ikke at komme til at holde super meget af dem allesammen, Daniel med sit skaeve smil, Leonardo - aldrig har jeg set et menneske saette sig saa mageligt i en plasticstol, som han kan, Mateo og Jamie, mine to vilde tvillinger, som kan hidse sig noget saa gevaldigt op, naar tingene ikke gaar efter deres hovede, og vaelte stole og skrige og slaa, men som resten af tiden er yderst gavmilde med smil og kram og ikke mindst ufrivillig underholdning.
Tid til at gaa hjem, vi slutter dagen i rundkreds med en sang

kl. 12.00 bliver boernene hentet, og jeg gaar igang med at forbedre materiale til den kommende dag (det vaere sig alt fra at tegne cirkler til cykler og familier som boernene saa skal pynte, til at klippe/klistre diverse figure, flag osv.) Fra tid til anden kan tingene forekommer mig meningsloese, som f.eks. da vi havde familie-uge (alle uger har et tema som saetter sit praeg paa alt hvad vi laver), og alle boernene skulle medbringe et familiefoto som skulle bruges i en hjemmelavet pap-ramme. Efter den ene laere (der er to i hver klasse) havde sat mig til at klippe alt hvad der skulle bruges til at lave rammerne, besluttede den anden laere at boernen formegentligt slet ikke kunne finde ud af at lime de korrekte steder osv. og det endte med at vi brugte en del timer paa at lave det hele, blot saa boernene kunne faa en "hjemmelavet" (af mig) billedramme med hjem til deres foraeldre. Maa nok indroemme at den affaere (og lignende) forekom mig lidt meningslyst, da boernen ikke faar noget som helst ud af det, jeg skal bruge en masse tid paa det, og foraeldrene ville nok ogsaa overlevet uden en farvet, glimmerpyntet boelgepap-ramme. I situationer som den, taenker jeg altid paa noget jeg fik af vide paa mit velkomst/forberedelses-moede da jeg ankom - nemlig at det er bedre at  taenke paa forskellene i kultur / norm / fremgangsmaade som forskelle,end at forsoege at kategorisere dem i rigtigt og forkert, nogle gange er det lettere bare at acceptere at nogle ting goeres anderledes i Ecuador.

fredag den 9. november 2012

Aventura en el Oriente

Sidste weekend var jeg paa tur i den del af Ecuador der hedder El Oriente, som er alt oest for andesbjergene. I denne del af landet findes regneskove, floder, bjerge, vandfald, et rigt dyreliv og meget mere.
Jeg rejste sammen med Esther (som bor hos mine abuelitos nedenunder), og fredag kl. 06.30 skulle en bus samle os op, paa den lokale busstation og koerer os 6 timer vaek, til en by der hedder Tena. Men nu befinder jeg mig jo i sydamerika, og forholdet til tid er lidt anderledes her, saa bussen lod vente paa sig, og tilsidst begyndte vi at frygte at den allerede havde passeret, inden vi kom til busstationen. Kl. 7 viste den sig dog endelig, vi steg paa, og eventyret begyndte.

Orienten er et fantastisk smukt omraade, og de billeder jeg har taget paa turen afspejler det nok bedre, end jeg ville kunne beskrive det med ord, saa her foelger et lille udsnit af de ufatteligt mange billeder jeg tog.
I Tena skulle vi egentligt bare have skiftet bus paa vejen til vores endelige bestemmelsested - Misahualli, men efter at have laest i vores guideboeger hvad Tena havde at byde paa, blev vi enige om at tage en overnatning her. I Tena besoegte vi en naturpark med indbygget zoologisk have (med fritgaende Tapir). I parken fik vi en rundvisning af en turistguide, som forsoegte at saelge os en adventure jungletur dagen efter. Hans arbejde bar desvaerre ikke frugt, da vi jo havde planer om at skulle videre, men ikke desto mindre fik vi en grundig indfoering i parkens dyr og planter, og med hans hjaelp fandt vi vej til det i guidebogen omtalte badested - her fik vi weekendens foerste badetur i floden. 

Om eftermiddagen i Tena ville vi besoege et museum med udstilling om indígena kultur. Denne tur blev noget af en oplevelse - foerst og fremmest kom vi til at tage den forkerte bus, som slet ikke koerte til den lille by hvor vi skulle hen. Vi blev sat i et vejkryds, og buschauffoeren udpegede et retning. Vi fik et lift med en mand, og naaede frem til den i guidebogen beskrevne bro - i foelge guidebogen skulle vi krydse denne, dreje til hoejre, og efter ca. et kvarters gang skulle vi vaere der. Vi gik og gik og da vi efter en time stadig ikke havde fundet museet, og ingen af de beboere vi moedte paa vores vej, vidste hvor der skulle vaere noget museum, besluttede vi os for at vende om. Da der ikke kom nogen bus ved det busstopsted vi ventede ved, maatte vi jo begynde at gaa tilbage i den retning vi oprindeligt var kommet med den forkerte bus, og heldigvis moedte vi en mand, som gerne ville lade os koere med paa hans lad, hele vejen tilbage til Tena. Saa med vind i haaret og med udsigt til den begyndede solnedgang koerte vi hjem. Vi fandt aldrig museet, men fik en smuk (og lang) gaatur ud af det.

Loerdag tog vi bussen om morgenen fra Tena, til Misahualli (ca. en times koersel). Misahualli er en forholdsvist kendt, og meget lille by, et populaert rejsemaal for Ecuadorianere, paa grund af en sandstrand ned til floden og de livlige aber. Om dagen befinder aberne (som er meget lette at komme taet paa, men som har ry for at stjaele alt fra is til solbriller fra de nysgerrige turister) sig i traerne paa stranden, men om morgenen og eftermiddagen kommer de op paa den lille bys plads.
Fra Tena er der ikke langt til et kichwa-comunidad  (kicwha er en af de oprindelige ecuadorianske kulturer). Dette lille samfund kalder sig union muyuna, og bestaar af 27 familier i en lille by, med egen skole, fodbold- og volleybane. For at komme til "byen" skal man sejle med en af de mange motoriserede kanoer som afgaar direkte fra stranden - i en saaden kano er dette foto taget.
Dette lille samfund lever af turisme, hvilket man sagtens kunne maerke. Det var interresant at hoere om kulturen, se pigerne danse og generelt se omraadet, men samtidig kunne man ikke lade vaere med at foele, at det hele bare var et show, for vores skyld, og at livet for indbyggerne var en del anderledes naar de ikke var paa overfor turisterne (hvilket kun blev bekraeftet da Eva og jeg gik rundt mellem husene, og en dreng vi tidligere havde set spille i bandet, var ved at tage sine karakteristiske blaa shorts, som alle maendede bar, af, og indenunder havde et par hvide fodboldshorts). Men samfundet skal jo leve af noget, og samtidig var det en fin mulighed, til at snuse lidt til kichwa kulturen, uden at behoeve at bevaege sig allerdybest ind i junglen. 
Jeg forsoegte mig ud i en traditionel fermenteret kichwa drik, lavet af yuca rod, men slurken je tager paa fotoet, blev den eneste jeg tog. Den meget sure, lettere roegede smag, var ikke noget for mig.

Om eftermiddagen i Misahulli tog vi os endnu en vandretur, denne gang var maalet et vandfald. Det var en noget mudret affaere, da orienten oftest "plages" af haeftige regnskyld omkring middagstid. Disse regnskyld forekom mere eller mindre paa slaget 12, begge de dage vi befandt os i Orienten. Ikke desto mindre var det en smuk og udfordrende (muderet gjorde gangstien meget glat, og baade Esther og jeg roeg paa roeven et par gange)


Da vi naaede vandfaldet, fik vi os en velfortjent dukkert, og Esther opdagede at det var et bestemt sted man kunne saette sig, saa vandet fald lige paa ens skuldre og ryg, og gav en yderst behagelig omgang massage. 
Paa gaaturen gennem regnskoven til vandfaldet saa vi flere imponerende insekter (og irriterende nok ogsaa en milliard myg) Her ses noget der kunne mindre om et tusindeben, bare meget stoerre (sammenlign med min finger) og mere imponerende i farven. 

 Soendag morgen gik turen hjem til Tumbaco - men paa blot to dage har vi oplevet og set ufatteligt meget, og jeg kan naesten ikke vente til jeg skal ud og rejse igen. (Hvilket bliver naeste weekend, hvor turen gaar til Guayaquil, Ecuadors naeststoerste by og oekonomiske centrum, hvor jeg sammen med Esther og Eva (som jeg arbejder med) skal besoege to danske volontoere, som jeg moedte inden jeg tog afsted)




torsdag den 1. november 2012

pistas falsas

Igaar oplevede jeg venlighed i en grad som forekommer mig naesten umulig at opleve i Danmark. Jeg var taget til Quito for at koebe busbilletter til en veninde og jeg. Fredag i denne uge er helligdag (mere om det senere) og derfor er weekenden meget oplagt til at rejse, saa sammen med Esther der bor nedenunder rejser jeg til Orienten (omraadet mellem andesbjergene og junglen) i morgen, meget tidligt. Esther havde fundet adressen paa busselskabets billetkontor til mig - troede vi.
Det viste sig nemlig at den adresse hun havde fundet, var til et taxiselskab med samme navn som busselskabet, uden at de to dog havde det mindste at goere med hinanden. Dette fandt jeg ud af, da jeg i min soegen efter kontoret spurgte om vej. En dame i en kiosk steg resulut ud af sit lille skur, overlod kontrollen med handlen til sin veninde, og tog mig under armen, og saa blev jeg ellers slaebt gennem hele kvarteret, til 4-5 forskellige rejseselskaber, der dog hverken kunne hjaelpe mig i min soegen efter billetter eller det rigtige billetkontor. Alt i mens blev jeg udspurgt om mit formael med mit ophold i Ecuador, levevis i Danmark, heriblandt uddannelsesniveau, priser, befolkning, sprog osv. Min hjaelpsommeven var mindst et hovede lavere end mig, men gik i et saadant tempo, at jeg knap nok kunne foelge med. Efter en lang vandring gennem kvarteret, var kl. blevet saa mange, at jeg var noedt til at tage hjemad, hvis jeg skulle naa det til aftensmadstid. Jeg blev fulgt til bussen af min hjaelpende aand, men maatte desvaerre tage hjem uden billetter.

Da jeg kom hjem, havde min familie besluttet, at selvom Esther og jeg ikke kommer til at vaere hjemme paa fredag, hvor det som sagt er helligdag - día de los difuntos (de doedes dag), skulle vi ikke snydes for at opleve traditioner, saa dem fremrykkede vi altsaa til onsdag aften. Paa día de los difuntos spiser man et traditionelt maaltid bestaaende af en bestemt type soedt broed kaldet guagua de pan og en varm frugt drik kaldet colada morada. Saa jeg blev sat igang i koekkenet, hvor abuelita uddelte arbejdsopgaver til Esther, abuelito og jeg. Frugt blev rinset og udskaaret og gryderne boblede paa komfuret, mens en svag duft af jul (laes: kanel) spredte sig. Det var en rigtig hyggelig aften, og vi sludrede over madlavningen, mens abuelita mellem opgaveuddellingen pointerede hvor hyggeligt det var, at hele familien var samlet, og var vigtigt det var at ogsaa hendes nevoer deltog, saa de kunne laere at begaa sig i et koekken - desvaerre var jeg ikke hurtig nok med kameraet til at faa fanget hyggestunden, men det var Esther derimod, saa de kan vaere der foelger nogle billeder en af de kommende dage. Jeg fik dog foreviget resultatet:

En guagua de pan - broed med marmelade inde i, og pyntet med glasur
Abuelita Blanca med en ordentligt grydefuld colada morada - vi fik lavet jeg ved ikke hvormange litre, saa der er til mange dage!


søndag den 28. oktober 2012

Unas fotos

Jeg har ikke faaet lagt saa mange billeder op paa bloggen endnu, saa det vil jeg raade bod paa idag.

Dette billede er taget paa en gaatur en af de foerste dage jeg var her, hvor jeg proevede at laere at finde rundt i labyrinten af gader, som til at starte med allesammen lignede hinaden. Jeg har nu laert at finde rundt her i Tumbaco hvor jeg bor, men ikke desto mindre ligner gaderne stadig meget hianden, paa den maade at mange huse er af samme type, daekket af grafitti, og alt gaar enten op eller ned fordi vi befinder os i et bjerglandskab.

 Den foerste Soendag jeg var her, tog jeg paa sightseeing i Quitos historiske centrum sammen med Esther (en volontoer fra tyskland, som bor nedenunder mig, hos mine abuelitos) Quito er en meget stor by (til sammenligning bor der ca. ligesaa mange mennesker i Quito som i Danmark) Det historiske centrum vrimler med kirker, saa Esther og jeg tog en rundtur og saa naesten dem allesammen.
Kirketuren boed ogsaa paa udsigt fra et kirketaarn, som gav et godt overblik over byens stoerrelse. Quito ligger mellem to bjergrygge, og er derfor en forholdsvis smal by- tilgengaeld goer den op for det i laengde. Bjerget som ses i baggrunden deler Quito i Nord og syd, og paa toppen staar en Jomfru Maria statue og vaager over byen. Quitos indbyggere praler med at det er den eneste jomfru Maria figur i verden med vinger


Dette er mit vaerelse. (far hvis du ser det her billede, saa kan jeg fortaelle, at vi den anden dag havde besoeg af Sandras (min vaertsmors) tante, som ogsaa har en volontoer boende, som sagde til Sandra, at hun synes mit vaerelse var meget ordentligt og oprytteligt) Paa grunden hvor vi bor er der to huse, en have, og et skur som er udstyret med et koekken hvor abulelita (bedstemor) regerer (der er ogsaa koekkener i lejligheden, men abuelita kan bedre lige stemningen i skuret). I det foerste hus paa grunden bor mine Abuelitos i stueetagen sammen med Esther. Sandras lejlighed er 1. og 2. sal, normalt bor hendes volontoer paa 2. sal, hvor der er et vaerelse og et badevaerelse, men fordi hendes bror og hans kone vender hjem til Ecuador efter 7 aar i USA til november, og skal bo der, er etagen ikke rigtig i brug for tiden. I baghuset bor Sandras anden bror, som vi ikke ser meget til, fordi han arbejder til sent om aftenen. Derfor er hans soen ogsaa meget i vores hus i loebet af eftermiddagen, og selvom han egentligt er min "faetter" er han her saa meget, at han ligesaa godt kunne vaere min "bror".


Idag har Sandra (min "mor", den eneste kvinde paa billedet) foedselsdag, hvilket vi fejrede med en stor frokost med besoeg fra lidt familie. Det var meget, meget hyggeligt og laekker mad, og en kage, som Esther og jeg hjalp Abuelita med at bage igaar. Paa billedet er ud over Sandra, min mindste "bror" Christian Andrés, bedre kendt som bebécito. Drengen der krammer bebécito er min "bror" José. Derudover kan ogsaa svagt skimtes min "faetter" Alejandro (med blaa bluse) og i baggrunden staar abuelito Oswaldo.

mandag den 22. oktober 2012

La comida ecuatoriana

Der er mange lyde jeg skal vaende mig til, her i mit nye hjem (min vaertsmor gaar meget op i, at dette er mit hjem, og at jeg skal foele mig som hjemme, hvilket er super rart)
Om natten goer hundende, naar solen begynder at staa op galer hanen, om dagen er der massere af larm fra gaden, biler der koerer forbi, politisirener af og til, og generelt et leben.
En lyd som jeg dog super hurtigt har laert at elske at vaagne til, er lyden af juicemaskinen. Generelt er koekkenet min abuelita's (bedstemors) domaene, men naar det kommer til juicemaskinen er det abuelo (bedstefar) der styrer. Hver morgen laver han friskpresset appelsinjuice til hele huset - hvorfor koekkenet ogsaa er fyldt med appelsiner. Jeg kunne naeppe forestille mig en bedre maade at vaagne.
Generelt er der virkelig mange laekre frugter at maeske sig med - og de er overalt i huset, og man maa spise ligesaa mange man overhoved lyster. Indtil videre har jeg spist tre forskellige typer bananer, og et utal af frugter jeg slet ikke kender navnet paa, for ikke at naevne appelsiner, mandariner, aebler og vindruer en mas!

Min familie gaar meget op i mad, abuelita elsker at lave det, og resten elsker at spise det. Naar Sandra har tid, er hun ogsaa en ret saa habil kok, men mellem arbejde, to boern, og et studium, bliver det mest til at vi spiser hos abuelita.
Et typisk ecuadoriansk maaltid (der er ikke den store forskel paa frokost og aftensmad, bortset fra man spiser lidt mindre til aftensmad) bestaar af en suppe og noget mere. Det mere kan vaere hvad som helst, en dag er det ris, en anden er det en lille sammenkogt ret, eller det kan vaere nogle stegte broedfiduser med banan, mulighederne er uendelige. Jeg er personligt en stor fan af suppe, saa det kunne ikke passe mig bedre. En ting har jeg dog lidt svaert ved at vende mig til - suppen bliver serveret med store stykker kylling, med knogler, skind og hele molevitten, og siden man kun spiser med ske, er det noedvendigt at tage fingrene i brug. For mig, som er en stor fan af det hvide brystkoed, er det lidt svaert at vende sig til de assorterede kyllingestykker, men med lidt snilde, har jeg efterhaanden laert at fange alt koedet, og lade resten ligge. Min familie derimod spiser stort set alt paa en kylling, selv knoglerne tygger de. Min bror lavede denne sammenligning mellem ham selv og hans faetter igaar, at faetteren er som en hund, fordi han elsker at tygge knoglerne, mens han selv er en loeve, med skarpe taender, der elsker koed.

Den foerste dag jeg arbejde paa skolen, fik jeg mig lidt af en overraskelse. Kl. ca. 10 spiser boernene deres medbragte frokost. De fleste har risretter eller lignende med i boetter som de kan varme paa skolen, mens andre har forskellige farverige yoghurter med morgenmadsprodukter til. En pige skildte sig dog lidt ud fra maengden, da hun sad med sin madpakke bestaaende af en kaempe plasticpose fyldt med popcorn, og intet andet. Ecuadorianerne har ganske vidst en anderledes forhold til popcorn end os, der er flere gadesaelgere der saelger retter bestaaende af popcorn med en form for sauce og salat til, og en udbredt snack er halvt poppede popcorn af en bestemt type majs - men jeg maa dog indroemme at den madpakke kom bag paa mig, og at det ikke overraskede nogen andre end mig, kom endnu mere bag paa mig.

lørdag den 20. oktober 2012

Sightseeing en Tumbaco

Nu har jeg efterhaanden vaeret i Ecuador i en lille uges tid, og det er efterhaanden ved at gaa op for mig, at dette altsaa skal vaere mit hjem de naeste maaneder, paa en side enormt skraemende, men paa den anden side ogsaa lidt rar, for det giver mig ro til at slappe af, og ikke stresse saa meget over alt det jeg ikke forstaar - for med alt den tid jeg har, skal det nok komme paa et tidspunkt.

Igaar var jeg paa en spontan sightseeing med min familie, selvom de ikke paa nogen maade opfattede det som sightseeing. vi koerte hele byen rundt for at aflevere invitationer til en fest, der skal holdes i November, fordi min vaertsmors bror kommer hjem til Ecuador efter at have boet 7 aar i USA. Under alle omstaendigheder fik jeg set en masse dele af byen jeg ikke havde set foer, og saa kom vi ogsaa lidt op af det bjerg vi bor for foden af.

At koere i bil her i Ecuador er en meget anderledes end i Danmark, hvilket jeg ogsaa oplevede paa min foerste koeretur fra lufthavnen til mit hus. Fletteregler findes ikke, og der er ikke nogen som er villige til at give plads til andre, og genrelt er det der med opmaerkede vejbaner ikke noget de goer sig i. Vil man frem i trafikken her, handler det altsaa om at have fart, attitude, og ikke mindst bane sig vej, alle steder hvor der viser sig bare den mindste aabning. Byen hvor jeg bor er meget bakket, og vejene er meget smaa og med meget ringe oversigt, men ogsaa dette har de lokale fundet en loesning paa: Hornet. Fremgangsmaaden naar de koerer ud i et kryds, hvor de ikke kan see hvad der kommer fra andre retninger er at dytte i hornet, saa eventuelt krydsende biler ved der er nogen i krydset, og det ser ud til at den uskrevne regel er, den der dytter foerst koerer foerst.

Jeg sidder med bebecito paa armen, fordi min vaertsmor er igang med at lave mad. Det er super hyggeligt, men det er lidt svaert at skrive med ham paa armen, saa jeg vil stoppe her, og bare lige slutte af med et billede af udsigten fra mit hus - paa en omtaaget kold morgen!