Un fin de semana loco!

Efter en skoen afslappende uge paa kysten og den historiske koloniby Cuenca, som har budt paa en masse afslapning, laesning, strandbadning og laekker mad sluttede jeg min lille rundrejse af i Baños hvor jeg moedtes med to danske piger Lillian og Kathrine. Vi havde reserveret et vaerelse paa det hyggelige danskejede hotel magic stones, hvor vi blev varmt velkomt, og havde glaeden af morgenmad med rugbroed (som jeg ikke har faaet i mange, mange uger)

Weekenden i Baños viste sig at vaere meget aktionfyldt, baade opsoegt og pludseligt opstaaet aktion blev det til. Jeg kom hjem for en time siden og har kun lige faaet skyllet vulkanstoevet af mig. Baños er nemlig placeret klods op og ned af den aktive vulkan Tungurahua , og netop denne weekend var der gang i den. Det foerste udbrud skete netop som vi koerte ind i byen fredag eftermiddag, men det var et lille et, og var hurtigt overstaaet. I morges blev jeg saa vaekket kl. 5.50 af et gigantisk brag efterfulgt af jordrystelser, og da jeg kravlede ud af min seng og ud paa gaardspladsen blev jeg moedt af synes af en stor sort askesky og lugten af baal. En rimelig haeftig oplevelse, som jeg foeler mig meget heldig over at have vaeret vidne til. I foelge det danske par paa hotellet roer Tungurahua paa sig ca. hver fjerde maaned, men aktiviteten her til morgen var voldsommere end normalt, og hele morgenen og formiddagen buldrede vulkanen som et fjernt tordenvejr og det naermest regnede med bittesmaa smaasten saa vi maatte baere toerklaeder for munden for ikke at sluge al asken. Jeg maa indroemme at da jeg vaagnede kl. lidt i 6 af braget naaede jeg lige at blive en anelse bekymret og taenke "skal vi nu til at evakuere" men da hele byen tog det ganske roligt, blev jeg ogsaa beroliget, og valgt bare at foele mig heldig over at faa lov at vaere vidne til naturen i aktion.

vulkanen i rolig tilstand loerdag formiddag.

askesky - taget i de tidlige morgentimer soendag morgen.

Men som sagt var vulkanen ikke den eneste uforudsete oplevelse. For at komme fra Cuenca til Baños skulle jeg for foerste gang rejse alene med bus, en 7,5 time lang tur, som startede kl. 7 om morgenen. Efter 5 timers bustur, 2 timer uden for Ambato hvor jeg skulle skifte bus, hoertes pludselig en maerkelig lyd, og bussen koerte ind til siden. Jeg fandt aldrig rigtig ud af hvad der var sket, men jeg tror vi punkterede, bussen var i hverfald ikke i stand til at fortsaette. Saa var gode raad jo dyre, og sammen med et par andre passagerere hoppede jeg paa en passerende bus og endte i riobamba hvorfra jeg efter lidt forhindringer endelig fandt en bus mod Baños, og naaede frem, dog et par timer forsinket.

Baños er en ret kendt turist by, baade paa grund af sin natur der byder paa vulkaner, vandfald, naturpark med baade pumaer og brillebjoerne og generelt smuk udsigt til groenne bjerge ligegyldig hvor man gaar eller staar. Derudover er den kendt som lidt af en action-by med mulighed for et utal af extremsports aktiviteter. Loerdag morgen besluttede vi os for at vi ville ud og se det stoerste og mest kendte vandfald "Pailon del Diablo", og vi lejede derfor cykler og begav os afsted paa den 17 km. cykeltur til vandfaldet. Paa vejen passerede vi en masse muligheder for at lave ziplining (forestil jer en lang svaevebane over en kloeft, men hvor man haenger vandret i luften, spaendt fast i nogle seler). Jeg blev rimelig hurtig hooked paa at proeve, selvom det var med lidt kriller i kroppen, og det tog lidt tid at overtale de andre piger - men til sidst hang vi der altsaa, og hold fast det var skaegt og meget, meget smukt.

   Da zipliningen var overstaaet og vi satte os paa cyklerne igen for at fortsaette mod vandfaldet viste det sig at Kathrines cykel var punkteret. Saa stod vi der og viste ikke hvad vi skulle goere - men saa kom Andrés, en fyr fra ziplining stedet os til undsaetning. Han begyndte at pumpe hjulet, men det viste sig hurtigt at der var punkteret, og at slangen skulle skiftes, saa han tog os med hen til ziplining stedet hvor han havde vaerktoej. Foer vi fik set os om hvor hjulet pillet af, daek og slange ligesaa og to fyre mere var kommet til for at hjaelpe. Det viste sig at vaere et stoerre arbejde, for den ekstra slange udlejningsstedet havde laant os var ikke stor nok. I loebet af den halve time vi ventede naaede der at samle sig 8 fyre omkring cyklen, som alle havde deres idéer om hvordan den skulle ordnes. Efter en halv time, en lettere akavet situation hvor en fyr der ikke viste vi snakkede spansk lige fik udtalt sig om vores udseende til de andre, og en masse knokleri fra deres side, var vi endelig paa vej videre, og 3 km. efter naaede vi frem til vandfaldet.

Lettere udmattettede efter lang cykeltut naaede vi frem til vandfaldet, som her ses i baggrunden

Efter den 17 km lange cykeltur i bjerterraen efterfulgt af en 2 km gaatur for at naa vandfaldet var vi godt smadrede da vi kom hjem, og derfor yderst lykkelige for at Baños netop hedder som det goer (baños betyder direkte oversat "bade") fordi det er fyldt med varme kilder. Saa efter lidt afslapning paa hotellet kunne vi saenke vores traette kroppe ned i dejlig termalsk varmt vand og slappe af. SKOEN afslutning paa en fantastisk dag.

Mi trabajo

Med kun 3 arbejdsdage tilbage, maa det vaere paa sin plads langt om laenge at skrive lidt om hvad det egentligt er jeg foretager mig hver dag. For en ting er weekend-eventyrene, men noget helt andet er hverdagen - og ja, selvom jeg "kun" befinder mig i Ecuador i 10 uger, bliver det altsaa lynhurtigt hverdag, naar vaekkeuret ringer hver morgen kl. 06, bussen skal naas kl. 07 og arbejdsdagen starter kl. 07.30.

En gruppe af mine unger

Jeg har laenge ville skrive dette blogindlaeg, men har simpelthen ikke kunne knaekke noeden om hvordan. For jeg har allermest lyst til at fortaelle jer om alle de fantastiske smaa hverdags-mirakler jeg oplever med de soede unger, som saetter smil paa mine laeber. Jeg har lyst til at beskrive hvert enkelt af de 27 boern der gaar i den klasse jeg arbejder i, for de er saa forskellige og saa interessante allesammen. Men for det foerste ville det blive et ufatteligt langt indlaeg, og for det andet bliver det nok aldrig det samme paa ord som i virkeligheden. Jeg vil noejes med at dele nogle faa anekdoter og lidt billeder.

Min projekt hedder "education inicial luis stacey guzman" og kan nok bedst sammenlignes med en dansk boernehave. Alligevel er der store forskelle paa hvad jeg kendte fra Danmark, og hvad jeg oplever her. For det foerste er boernene delt ind i klasser og har naesten hvad der svare til et fastlagt skoleskema. Paa "skolen" er der tre klasser, hvor boernene har hhv. 3, 4 eller 5 aar. Om morgenen underviser jeg den aeldste klasse i engelsk sammen Eva, en anden volontoer som arbejder paa projektet. Det var noget af en udfordring foerste dag bare at blive sendt ind i et lokale med 15 boern og saa ellers bare gaa igang. Vi underviser i helt basic ting saasom at taelle til 10 eller laere farverne roed, gul, groen og blaa og vi goer det med et mix af sange/sanglege og tegninger.
   Forleden dag, havde vi, for gud ved hvilken gang, problemer med en af eleverne, som synes det er langt sjovere at afproeve laerernes taalmodighed og graenser, end at blive undervist. Som et forsoeg paa at faa hende til at deltage i klassen, fortalte vi hende at det er meget vigtigt at laere engelsk, hvorefter en af de andre elever istemte "y muy divertido, tambien" ("og ogsaa meget sjovt"). I det oejeblik, maa jeg indroemme at jeg blev ufattelig stolt, ikke blot kan jeg hoere hver dag at eleverne kan huske flere og flere ord (og endda bliver bedre til at udtale dem, der er mange lyde den spansk-talende-tunge ikke er vant til), de synes ogsaa det er sjovt. Noget af en personlig sejr.

 Efter engelsk skifter jeg klasse-lokale, og resten af dagen hjaelper jeg til i den yngste klasse, hvor boernene er 3, nogle endda kun 2 aar. Her byder dagen paa kreative udfoldelser i mange forskellige afskygninger, men for det meste indvolverende cirkler og farven gul. Paedagogiken gaar ud paa kun at fokusere paa en ting af gangen, og virkelig intensivt. I alle de uger jeg har vaeret her, har alle kreativitet indbefattet gul maling, gul-malede pastaer, eller smaa papirkugler trillet af gult crepe-papir og med disse redskaber har vi pyntet et utal af ting, med en overvaegt af cirkler. Denne uge har laeren dog besluttet at ungerne har faaet styr paa gul, og at det er paa tide at indfoere en ny farve, og vi har derfor udvidet repertoiret med blaa.
   Paa det tidspunkt jeg er faerdig med engelsk undervisningen er min klasse som regel igang med at danse, en fast punkt paa morgenprogrammet. Vi danser til alt fra boerne-sange om dette og hint til pop-hits som "Ai se eu tu pego" og i sidste uge blev ogsaa Gangnam style indfoert paa programmet. (Isaer en af drengene, Daniel, er helt vild med at danse Gangnam style og har det stoerste skaeve smil paa laeben mens hans danser)
   Ud over en masse kreative udfoldelser og dans byder en stor del af dagen ogsaa paa fri leg paa legepladsen, og det sker jo tit at der opstaar konflikter mellem boernene. Her bliver mit spanske virkelig sat paa en proeve. Det kan vaere virkelig svaer at udrede hvem der har gjort hvad, naar 5 eller flere boern, og nogle af dem graedende proever at forklare hvem der gjorde hvad i munden paa hinanden, og saa endda paa deres ikke helt vedudviklede spansk.

Naar boernene leger paa legepladsen, skal de have solhatte paa (vi befinder os jo trodsalt paa aekvator) Inden de loeber ud og leger hjaelper jeg dem altsaa med at finde hattene i deres tasker, og en dag var det denne lyseroede hat jeg trak op af Daniels taske. Jeg ved stadig ikke om han selv har valgt den, eller foraeldrene bare sendte den med i mangel paa bedre, men soed saa han i hverfald ud.

Flere af boernene har udvikler deres egne rutiner i forhold til mig, eksempelvis bliver jeg hver morgen budt velkommen med et kram (og ofte ogsaa en dans) af Jaime som "overfalder" mig naar jeg traeder ind af doeren. Joanthan har udviklet en leg der gaar ud paa at gaa balancegang og "falde ned" fra bommen, hvorefter han ligger sig paa jorden, og ryster sine ben mens han siger en skurende lyd - han rejser sig aldrig foer jeg spoerger "Jonathan, que te pasò" ("Jonathan, hvad skete der"). Alle boernene har saa meget personlighed, og det er svaert ikke at komme til at holde super meget af dem allesammen, Daniel med sit skaeve smil, Leonardo - aldrig har jeg set et menneske saette sig saa mageligt i en plasticstol, som han kan, Mateo og Jamie, mine to vilde tvillinger, som kan hidse sig noget saa gevaldigt op, naar tingene ikke gaar efter deres hovede, og vaelte stole og skrige og slaa, men som resten af tiden er yderst gavmilde med smil og kram og ikke mindst ufrivillig underholdning.

Tid til at gaa hjem, vi slutter dagen i rundkreds med en sang

kl. 12.00 bliver boernene hentet, og jeg gaar igang med at forbedre materiale til den kommende dag (det vaere sig alt fra at tegne cirkler til cykler og familier som boernene saa skal pynte, til at klippe/klistre diverse figure, flag osv.) Fra tid til anden kan tingene forekommer mig meningsloese, som f.eks. da vi havde familie-uge (alle uger har et tema som saetter sit praeg paa alt hvad vi laver), og alle boernene skulle medbringe et familiefoto som skulle bruges i en hjemmelavet pap-ramme. Efter den ene laere (der er to i hver klasse) havde sat mig til at klippe alt hvad der skulle bruges til at lave rammerne, besluttede den anden laere at boernen formegentligt slet ikke kunne finde ud af at lime de korrekte steder osv. og det endte med at vi brugte en del timer paa at lave det hele, blot saa boernene kunne faa en "hjemmelavet" (af mig) billedramme med hjem til deres foraeldre. Maa nok indroemme at den affaere (og lignende) forekom mig lidt meningslyst, da boernen ikke faar noget som helst ud af det, jeg skal bruge en masse tid paa det, og foraeldrene ville nok ogsaa overlevet uden en farvet, glimmerpyntet boelgepap-ramme. I situationer som den, taenker jeg altid paa noget jeg fik af vide paa mit velkomst/forberedelses-moede da jeg ankom - nemlig at det er bedre at  taenke paa forskellene i kultur / norm / fremgangsmaade som forskelle,end at forsoege at kategorisere dem i rigtigt og forkert, nogle gange er det lettere bare at acceptere at nogle ting goeres anderledes i Ecuador.