Unas fotos

Jeg har ikke faaet lagt saa mange billeder op paa bloggen endnu, saa det vil jeg raade bod paa idag.

Dette billede er taget paa en gaatur en af de foerste dage jeg var her, hvor jeg proevede at laere at finde rundt i labyrinten af gader, som til at starte med allesammen lignede hinaden. Jeg har nu laert at finde rundt her i Tumbaco hvor jeg bor, men ikke desto mindre ligner gaderne stadig meget hianden, paa den maade at mange huse er af samme type, daekket af grafitti, og alt gaar enten op eller ned fordi vi befinder os i et bjerglandskab.

 Den foerste Soendag jeg var her, tog jeg paa sightseeing i Quitos historiske centrum sammen med Esther (en volontoer fra tyskland, som bor nedenunder mig, hos mine abuelitos) Quito er en meget stor by (til sammenligning bor der ca. ligesaa mange mennesker i Quito som i Danmark) Det historiske centrum vrimler med kirker, saa Esther og jeg tog en rundtur og saa naesten dem allesammen.

Kirketuren boed ogsaa paa udsigt fra et kirketaarn, som gav et godt overblik over byens stoerrelse. Quito ligger mellem to bjergrygge, og er derfor en forholdsvis smal by- tilgengaeld goer den op for det i laengde. Bjerget som ses i baggrunden deler Quito i Nord og syd, og paa toppen staar en Jomfru Maria statue og vaager over byen. Quitos indbyggere praler med at det er den eneste jomfru Maria figur i verden med vinger

 

Dette er mit vaerelse. (far hvis du ser det her billede, saa kan jeg fortaelle, at vi den anden dag havde besoeg af Sandras (min vaertsmors) tante, som ogsaa har en volontoer boende, som sagde til Sandra, at hun synes mit vaerelse var meget ordentligt og oprytteligt) Paa grunden hvor vi bor er der to huse, en have, og et skur som er udstyret med et koekken hvor abulelita (bedstemor) regerer (der er ogsaa koekkener i lejligheden, men abuelita kan bedre lige stemningen i skuret). I det foerste hus paa grunden bor mine Abuelitos i stueetagen sammen med Esther. Sandras lejlighed er 1. og 2. sal, normalt bor hendes volontoer paa 2. sal, hvor der er et vaerelse og et badevaerelse, men fordi hendes bror og hans kone vender hjem til Ecuador efter 7 aar i USA til november, og skal bo der, er etagen ikke rigtig i brug for tiden. I baghuset bor Sandras anden bror, som vi ikke ser meget til, fordi han arbejder til sent om aftenen. Derfor er hans soen ogsaa meget i vores hus i loebet af eftermiddagen, og selvom han egentligt er min "faetter" er han her saa meget, at han ligesaa godt kunne vaere min "bror".

Idag har Sandra (min "mor", den eneste kvinde paa billedet) foedselsdag, hvilket vi fejrede med en stor frokost med besoeg fra lidt familie. Det var meget, meget hyggeligt og laekker mad, og en kage, som Esther og jeg hjalp Abuelita med at bage igaar. Paa billedet er ud over Sandra, min mindste "bror" Christian Andrés, bedre kendt som bebécito. Drengen der krammer bebécito er min "bror" José. Derudover kan ogsaa svagt skimtes min "faetter" Alejandro (med blaa bluse) og i baggrunden staar abuelito Oswaldo.

La comida ecuatoriana

Der er mange lyde jeg skal vaende mig til, her i mit nye hjem (min vaertsmor gaar meget op i, at dette er mit hjem, og at jeg skal foele mig som hjemme, hvilket er super rart)
Om natten goer hundende, naar solen begynder at staa op galer hanen, om dagen er der massere af larm fra gaden, biler der koerer forbi, politisirener af og til, og generelt et leben.
En lyd som jeg dog super hurtigt har laert at elske at vaagne til, er lyden af juicemaskinen. Generelt er koekkenet min abuelita's (bedstemors) domaene, men naar det kommer til juicemaskinen er det abuelo (bedstefar) der styrer. Hver morgen laver han friskpresset appelsinjuice til hele huset - hvorfor koekkenet ogsaa er fyldt med appelsiner. Jeg kunne naeppe forestille mig en bedre maade at vaagne.
Generelt er der virkelig mange laekre frugter at maeske sig med - og de er overalt i huset, og man maa spise ligesaa mange man overhoved lyster. Indtil videre har jeg spist tre forskellige typer bananer, og et utal af frugter jeg slet ikke kender navnet paa, for ikke at naevne appelsiner, mandariner, aebler og vindruer en mas!

Min familie gaar meget op i mad, abuelita elsker at lave det, og resten elsker at spise det. Naar Sandra har tid, er hun ogsaa en ret saa habil kok, men mellem arbejde, to boern, og et studium, bliver det mest til at vi spiser hos abuelita.
Et typisk ecuadoriansk maaltid (der er ikke den store forskel paa frokost og aftensmad, bortset fra man spiser lidt mindre til aftensmad) bestaar af en suppe og noget mere. Det mere kan vaere hvad som helst, en dag er det ris, en anden er det en lille sammenkogt ret, eller det kan vaere nogle stegte broedfiduser med banan, mulighederne er uendelige. Jeg er personligt en stor fan af suppe, saa det kunne ikke passe mig bedre. En ting har jeg dog lidt svaert ved at vende mig til - suppen bliver serveret med store stykker kylling, med knogler, skind og hele molevitten, og siden man kun spiser med ske, er det noedvendigt at tage fingrene i brug. For mig, som er en stor fan af det hvide brystkoed, er det lidt svaert at vende sig til de assorterede kyllingestykker, men med lidt snilde, har jeg efterhaanden laert at fange alt koedet, og lade resten ligge. Min familie derimod spiser stort set alt paa en kylling, selv knoglerne tygger de. Min bror lavede denne sammenligning mellem ham selv og hans faetter igaar, at faetteren er som en hund, fordi han elsker at tygge knoglerne, mens han selv er en loeve, med skarpe taender, der elsker koed.

Den foerste dag jeg arbejde paa skolen, fik jeg mig lidt af en overraskelse. Kl. ca. 10 spiser boernene deres medbragte frokost. De fleste har risretter eller lignende med i boetter som de kan varme paa skolen, mens andre har forskellige farverige yoghurter med morgenmadsprodukter til. En pige skildte sig dog lidt ud fra maengden, da hun sad med sin madpakke bestaaende af en kaempe plasticpose fyldt med popcorn, og intet andet. Ecuadorianerne har ganske vidst en anderledes forhold til popcorn end os, der er flere gadesaelgere der saelger retter bestaaende af popcorn med en form for sauce og salat til, og en udbredt snack er halvt poppede popcorn af en bestemt type majs - men jeg maa dog indroemme at den madpakke kom bag paa mig, og at det ikke overraskede nogen andre end mig, kom endnu mere bag paa mig.

Sightseeing en Tumbaco

Nu har jeg efterhaanden vaeret i Ecuador i en lille uges tid, og det er efterhaanden ved at gaa op for mig, at dette altsaa skal vaere mit hjem de naeste maaneder, paa en side enormt skraemende, men paa den anden side ogsaa lidt rar, for det giver mig ro til at slappe af, og ikke stresse saa meget over alt det jeg ikke forstaar - for med alt den tid jeg har, skal det nok komme paa et tidspunkt.

Igaar var jeg paa en spontan sightseeing med min familie, selvom de ikke paa nogen maade opfattede det som sightseeing. vi koerte hele byen rundt for at aflevere invitationer til en fest, der skal holdes i November, fordi min vaertsmors bror kommer hjem til Ecuador efter at have boet 7 aar i USA. Under alle omstaendigheder fik jeg set en masse dele af byen jeg ikke havde set foer, og saa kom vi ogsaa lidt op af det bjerg vi bor for foden af.

At koere i bil her i Ecuador er en meget anderledes end i Danmark, hvilket jeg ogsaa oplevede paa min foerste koeretur fra lufthavnen til mit hus. Fletteregler findes ikke, og der er ikke nogen som er villige til at give plads til andre, og genrelt er det der med opmaerkede vejbaner ikke noget de goer sig i. Vil man frem i trafikken her, handler det altsaa om at have fart, attitude, og ikke mindst bane sig vej, alle steder hvor der viser sig bare den mindste aabning. Byen hvor jeg bor er meget bakket, og vejene er meget smaa og med meget ringe oversigt, men ogsaa dette har de lokale fundet en loesning paa: Hornet. Fremgangsmaaden naar de koerer ud i et kryds, hvor de ikke kan see hvad der kommer fra andre retninger er at dytte i hornet, saa eventuelt krydsende biler ved der er nogen i krydset, og det ser ud til at den uskrevne regel er, den der dytter foerst koerer foerst.

Jeg sidder med bebecito paa armen, fordi min vaertsmor er igang med at lave mad. Det er super hyggeligt, men det er lidt svaert at skrive med ham paa armen, saa jeg vil stoppe her, og bare lige slutte af med et billede af udsigten fra mit hus - paa en omtaaget kold morgen!

¡Hola de Ecuador!

Saa er jeg ankommet, og jeg er saa smaat ved at falde til i Ecuador.

Jeg bor i et meget livligt hus, hvor der altid er nogen hjemme, og altid nogen at snakke med (saa langt som det spanske nu raekker) Min vaertsmor hedder Sandra, er 30 aar, men hvis hun selv skal sige det, er hun blot en baby, saa ung er hun (jep, dette er et direkte citat!) Hun har to Boern, en 7 maaneder gammel dreng, som jeg stadig ikke har fundet ud af hvad hedder, fordi han kun bliver naevnt ved kaelenavne, saasom bebécito, papacitó osv, derudover har hun en soen paa 7 som hedder José, og han har krudt i roeven, men er meget, meget soed.
Nedenunder Sandra bor hendes mor Bianca og hendes mand. Bianco er simpelthen noget af det soedeste, hun snakker og snakker, og gentager gerne naar jeg ikke forstaar foerste gang. Hun er hjemme hele dagen, og passer bebécito og laver mad. Hun har et koekken i huset, men indtil videre har jeg kun set hende bruge det til at koge vand til morgenmad. Hun har nemlig ogsaa et lille hus ude i haven, som er indrettet med et koekken, med et kaempe gaskomfur, og groentsager fra gulv til loft! Igaar hjalp jeg hende med at lave frokost, og hun betroede mig, at naar hun var i koekkenet og hoerte musik, saa var hun ganske enkelt lykkelig. Jeg synes det er smukt, at det er saa simpelt.
Bianca har en udvekslingsstudent fra Tyskland boende. Hun hedder Ester (ofte kaldet Estercita) og har vaeret her i tre maaneder, hun arbejder paa en skole, hvor fattige boern der ikke kan gaa i skole i loebet af dagen, kommer og faar undervisning om eftermiddagen.

Igaar var jeg inde paa VASE's (min udvekslingsorganisation) kontor, til et orienteringsmoede. Det var enormt laererigt, og alle de ansatte er saa soede. Jeg fik lidt undervisning i Ecuadoriansk livsstil, praktiske oplysninger om mit ophold, og saa et enormt inspirerende oplaeg om rejsedestinationer i landet, saa nu kan jeg slet ikke vente med at komme afsted, saa snart jeg faar en mulighed for det! Jeg blev hentet af min kontaktperson fra organisationen, men skulle selv finde hjem, hvilket var noget af en oplevelse. Jeg blev sat paa en bus i myldretid, og saa var jeg ellers paa egen haand. I myldretid er busserne FULDSTAENDIGT proppet, saa proppet at folk staar pa trapperne halvvejs ude af bussen og holder fast for ikke at falde af, temmeligt halsbraekkende. Naar man skal af, skal man markere det til chauffoeren eller kontrolloeren, ved at sige "Gracias" hvilket kan vaere lidt af en opgave, naar der er saa mange mennesker og larm i bussen, og naar man saa endelig har faaet bussen til at stoppe, skal man jo saa ogsaa mase sig vej, gennem menneskene hen til doeren. Jeg kom af paa det rigtige sted, men jeg maa indroemme min ben rystede lidt under mig, da jeg kom ud af bussen. Sikke en oplevelse!

Om en halvtime kommer der en person fra VASE, som skal vise mig hvor min arbejdsplads ligger, og soerge for jeg kommer godt fra start, saa det er paa tide at bevaege mig tilbage til mit hus, hvor jeg skal moedes med hende.

¡Hasta luego!

Con ojos cerrados

At skulle rejse til Ecuador er lidt som at skulle lave udspring fra den høje vippe med lukkede øjne. Det er en både skræmmende og spændende udfordring at tage af sted med et utal af ubesvarede spørgsmål i hovedet. For hvad er det egentligt for en dame jeg skal bo hos, og hvor gamle er hendes to børn? Hvad bliver min opgave på skolen og kan jeg overhoved klare mig med mine to års gymnasiespansk? Osv. Osv. Spørgsmålene håber sig op, ikke kun i mit eget hoved – de kommer også fra de mennesker jeg fortæller om min rejse.

Derfor vil jeg kort ridse de ting jeg rent faktisk ved på forhånd op. Jeg skal være af sted i ti uger, hvoraf jeg skal arbejde frivilligt i de ni første. Jeg skal arbejde på en skole der hedder ”Initial education Luis Stacey Guzman” og har 60 elever på 3-6 år. Min ”titel” lyder assitant teacher, men så vidt jeg kan forstå på jobbeskrivelsen, skal jeg både fungere som assistent i undervisning og mere praktiske opgaver, som eksempelvis hjælp ved servering af måltider og lignende. Udover arbejdet, som er fuldtids, er det min plan at tage sproglektioner et par gange om ugen.

Jeg skal bo i en lille by, der hedder Collaqui og ligger ca. 45 minutter fra hovedstaden Quito. I Collaqui, hvor de fleste indbyggere ernærer sig ved landbrug, skal jeg bo hos en 30 årig lærerinde ved navn Sandra, og hendes to børn (alder ukendt).

Den sidste uge ud af de ti er reserveret til en lille rejse ud i landet, og mit håb er at kunne rejse til Galapagos øerne, men det afhænger af, om der er mulighed for billig indenrigsflyvning, da midlerne til turen desværre ikke er uendelige.  

Dette er alt hvad jeg ved om min rejse, og at dømme ud fra tidligere volontørers erfaring, skal man nok også være forberedt på at virkeligheden kan se lidt anderledes ud, end hvad man har fået beskrevet fra værts-organisationen.

Så tilbage er der kan ét at gøre, nemlig lukke øjnene, tage en dyb indånding, og springe.

Abrazos