Mi trabajo

Med kun 3 arbejdsdage tilbage, maa det vaere paa sin plads langt om laenge at skrive lidt om hvad det egentligt er jeg foretager mig hver dag. For en ting er weekend-eventyrene, men noget helt andet er hverdagen - og ja, selvom jeg "kun" befinder mig i Ecuador i 10 uger, bliver det altsaa lynhurtigt hverdag, naar vaekkeuret ringer hver morgen kl. 06, bussen skal naas kl. 07 og arbejdsdagen starter kl. 07.30.

En gruppe af mine unger

Jeg har laenge ville skrive dette blogindlaeg, men har simpelthen ikke kunne knaekke noeden om hvordan. For jeg har allermest lyst til at fortaelle jer om alle de fantastiske smaa hverdags-mirakler jeg oplever med de soede unger, som saetter smil paa mine laeber. Jeg har lyst til at beskrive hvert enkelt af de 27 boern der gaar i den klasse jeg arbejder i, for de er saa forskellige og saa interessante allesammen. Men for det foerste ville det blive et ufatteligt langt indlaeg, og for det andet bliver det nok aldrig det samme paa ord som i virkeligheden. Jeg vil noejes med at dele nogle faa anekdoter og lidt billeder.

Min projekt hedder "education inicial luis stacey guzman" og kan nok bedst sammenlignes med en dansk boernehave. Alligevel er der store forskelle paa hvad jeg kendte fra Danmark, og hvad jeg oplever her. For det foerste er boernene delt ind i klasser og har naesten hvad der svare til et fastlagt skoleskema. Paa "skolen" er der tre klasser, hvor boernene har hhv. 3, 4 eller 5 aar. Om morgenen underviser jeg den aeldste klasse i engelsk sammen Eva, en anden volontoer som arbejder paa projektet. Det var noget af en udfordring foerste dag bare at blive sendt ind i et lokale med 15 boern og saa ellers bare gaa igang. Vi underviser i helt basic ting saasom at taelle til 10 eller laere farverne roed, gul, groen og blaa og vi goer det med et mix af sange/sanglege og tegninger.
   Forleden dag, havde vi, for gud ved hvilken gang, problemer med en af eleverne, som synes det er langt sjovere at afproeve laerernes taalmodighed og graenser, end at blive undervist. Som et forsoeg paa at faa hende til at deltage i klassen, fortalte vi hende at det er meget vigtigt at laere engelsk, hvorefter en af de andre elever istemte "y muy divertido, tambien" ("og ogsaa meget sjovt"). I det oejeblik, maa jeg indroemme at jeg blev ufattelig stolt, ikke blot kan jeg hoere hver dag at eleverne kan huske flere og flere ord (og endda bliver bedre til at udtale dem, der er mange lyde den spansk-talende-tunge ikke er vant til), de synes ogsaa det er sjovt. Noget af en personlig sejr.

 Efter engelsk skifter jeg klasse-lokale, og resten af dagen hjaelper jeg til i den yngste klasse, hvor boernene er 3, nogle endda kun 2 aar. Her byder dagen paa kreative udfoldelser i mange forskellige afskygninger, men for det meste indvolverende cirkler og farven gul. Paedagogiken gaar ud paa kun at fokusere paa en ting af gangen, og virkelig intensivt. I alle de uger jeg har vaeret her, har alle kreativitet indbefattet gul maling, gul-malede pastaer, eller smaa papirkugler trillet af gult crepe-papir og med disse redskaber har vi pyntet et utal af ting, med en overvaegt af cirkler. Denne uge har laeren dog besluttet at ungerne har faaet styr paa gul, og at det er paa tide at indfoere en ny farve, og vi har derfor udvidet repertoiret med blaa.
   Paa det tidspunkt jeg er faerdig med engelsk undervisningen er min klasse som regel igang med at danse, en fast punkt paa morgenprogrammet. Vi danser til alt fra boerne-sange om dette og hint til pop-hits som "Ai se eu tu pego" og i sidste uge blev ogsaa Gangnam style indfoert paa programmet. (Isaer en af drengene, Daniel, er helt vild med at danse Gangnam style og har det stoerste skaeve smil paa laeben mens hans danser)
   Ud over en masse kreative udfoldelser og dans byder en stor del af dagen ogsaa paa fri leg paa legepladsen, og det sker jo tit at der opstaar konflikter mellem boernene. Her bliver mit spanske virkelig sat paa en proeve. Det kan vaere virkelig svaer at udrede hvem der har gjort hvad, naar 5 eller flere boern, og nogle af dem graedende proever at forklare hvem der gjorde hvad i munden paa hinanden, og saa endda paa deres ikke helt vedudviklede spansk.

Naar boernene leger paa legepladsen, skal de have solhatte paa (vi befinder os jo trodsalt paa aekvator) Inden de loeber ud og leger hjaelper jeg dem altsaa med at finde hattene i deres tasker, og en dag var det denne lyseroede hat jeg trak op af Daniels taske. Jeg ved stadig ikke om han selv har valgt den, eller foraeldrene bare sendte den med i mangel paa bedre, men soed saa han i hverfald ud.

Flere af boernene har udvikler deres egne rutiner i forhold til mig, eksempelvis bliver jeg hver morgen budt velkommen med et kram (og ofte ogsaa en dans) af Jaime som "overfalder" mig naar jeg traeder ind af doeren. Joanthan har udviklet en leg der gaar ud paa at gaa balancegang og "falde ned" fra bommen, hvorefter han ligger sig paa jorden, og ryster sine ben mens han siger en skurende lyd - han rejser sig aldrig foer jeg spoerger "Jonathan, que te pasò" ("Jonathan, hvad skete der"). Alle boernene har saa meget personlighed, og det er svaert ikke at komme til at holde super meget af dem allesammen, Daniel med sit skaeve smil, Leonardo - aldrig har jeg set et menneske saette sig saa mageligt i en plasticstol, som han kan, Mateo og Jamie, mine to vilde tvillinger, som kan hidse sig noget saa gevaldigt op, naar tingene ikke gaar efter deres hovede, og vaelte stole og skrige og slaa, men som resten af tiden er yderst gavmilde med smil og kram og ikke mindst ufrivillig underholdning.

Tid til at gaa hjem, vi slutter dagen i rundkreds med en sang

kl. 12.00 bliver boernene hentet, og jeg gaar igang med at forbedre materiale til den kommende dag (det vaere sig alt fra at tegne cirkler til cykler og familier som boernene saa skal pynte, til at klippe/klistre diverse figure, flag osv.) Fra tid til anden kan tingene forekommer mig meningsloese, som f.eks. da vi havde familie-uge (alle uger har et tema som saetter sit praeg paa alt hvad vi laver), og alle boernene skulle medbringe et familiefoto som skulle bruges i en hjemmelavet pap-ramme. Efter den ene laere (der er to i hver klasse) havde sat mig til at klippe alt hvad der skulle bruges til at lave rammerne, besluttede den anden laere at boernen formegentligt slet ikke kunne finde ud af at lime de korrekte steder osv. og det endte med at vi brugte en del timer paa at lave det hele, blot saa boernene kunne faa en "hjemmelavet" (af mig) billedramme med hjem til deres foraeldre. Maa nok indroemme at den affaere (og lignende) forekom mig lidt meningslyst, da boernen ikke faar noget som helst ud af det, jeg skal bruge en masse tid paa det, og foraeldrene ville nok ogsaa overlevet uden en farvet, glimmerpyntet boelgepap-ramme. I situationer som den, taenker jeg altid paa noget jeg fik af vide paa mit velkomst/forberedelses-moede da jeg ankom - nemlig at det er bedre at  taenke paa forskellene i kultur / norm / fremgangsmaade som forskelle,end at forsoege at kategorisere dem i rigtigt og forkert, nogle gange er det lettere bare at acceptere at nogle ting goeres anderledes i Ecuador.