Aventura en el Oriente

Sidste weekend var jeg paa tur i den del af Ecuador der hedder El Oriente, som er alt oest for andesbjergene. I denne del af landet findes regneskove, floder, bjerge, vandfald, et rigt dyreliv og meget mere.
Jeg rejste sammen med Esther (som bor hos mine abuelitos nedenunder), og fredag kl. 06.30 skulle en bus samle os op, paa den lokale busstation og koerer os 6 timer vaek, til en by der hedder Tena. Men nu befinder jeg mig jo i sydamerika, og forholdet til tid er lidt anderledes her, saa bussen lod vente paa sig, og tilsidst begyndte vi at frygte at den allerede havde passeret, inden vi kom til busstationen. Kl. 7 viste den sig dog endelig, vi steg paa, og eventyret begyndte.

Orienten er et fantastisk smukt omraade, og de billeder jeg har taget paa turen afspejler det nok bedre, end jeg ville kunne beskrive det med ord, saa her foelger et lille udsnit af de ufatteligt mange billeder jeg tog.

I Tena skulle vi egentligt bare have skiftet bus paa vejen til vores endelige bestemmelsested - Misahualli, men efter at have laest i vores guideboeger hvad Tena havde at byde paa, blev vi enige om at tage en overnatning her. I Tena besoegte vi en naturpark med indbygget zoologisk have (med fritgaende Tapir). I parken fik vi en rundvisning af en turistguide, som forsoegte at saelge os en adventure jungletur dagen efter. Hans arbejde bar desvaerre ikke frugt, da vi jo havde planer om at skulle videre, men ikke desto mindre fik vi en grundig indfoering i parkens dyr og planter, og med hans hjaelp fandt vi vej til det i guidebogen omtalte badested - her fik vi weekendens foerste badetur i floden. 

Om eftermiddagen i Tena ville vi besoege et museum med udstilling om indígena kultur. Denne tur blev noget af en oplevelse - foerst og fremmest kom vi til at tage den forkerte bus, som slet ikke koerte til den lille by hvor vi skulle hen. Vi blev sat i et vejkryds, og buschauffoeren udpegede et retning. Vi fik et lift med en mand, og naaede frem til den i guidebogen beskrevne bro - i foelge guidebogen skulle vi krydse denne, dreje til hoejre, og efter ca. et kvarters gang skulle vi vaere der. Vi gik og gik og da vi efter en time stadig ikke havde fundet museet, og ingen af de beboere vi moedte paa vores vej, vidste hvor der skulle vaere noget museum, besluttede vi os for at vende om. Da der ikke kom nogen bus ved det busstopsted vi ventede ved, maatte vi jo begynde at gaa tilbage i den retning vi oprindeligt var kommet med den forkerte bus, og heldigvis moedte vi en mand, som gerne ville lade os koere med paa hans lad, hele vejen tilbage til Tena. Saa med vind i haaret og med udsigt til den begyndede solnedgang koerte vi hjem. Vi fandt aldrig museet, men fik en smuk (og lang) gaatur ud af det.

Loerdag tog vi bussen om morgenen fra Tena, til Misahualli (ca. en times koersel). Misahualli er en forholdsvist kendt, og meget lille by, et populaert rejsemaal for Ecuadorianere, paa grund af en sandstrand ned til floden og de livlige aber. Om dagen befinder aberne (som er meget lette at komme taet paa, men som har ry for at stjaele alt fra is til solbriller fra de nysgerrige turister) sig i traerne paa stranden, men om morgenen og eftermiddagen kommer de op paa den lille bys plads.

Fra Tena er der ikke langt til et kichwa-comunidad  (kicwha er en af de oprindelige ecuadorianske kulturer). Dette lille samfund kalder sig union muyuna, og bestaar af 27 familier i en lille by, med egen skole, fodbold- og volleybane. For at komme til "byen" skal man sejle med en af de mange motoriserede kanoer som afgaar direkte fra stranden - i en saaden kano er dette foto taget.

Dette lille samfund lever af turisme, hvilket man sagtens kunne maerke. Det var interresant at hoere om kulturen, se pigerne danse og generelt se omraadet, men samtidig kunne man ikke lade vaere med at foele, at det hele bare var et show, for vores skyld, og at livet for indbyggerne var en del anderledes naar de ikke var paa overfor turisterne (hvilket kun blev bekraeftet da Eva og jeg gik rundt mellem husene, og en dreng vi tidligere havde set spille i bandet, var ved at tage sine karakteristiske blaa shorts, som alle maendede bar, af, og indenunder havde et par hvide fodboldshorts). Men samfundet skal jo leve af noget, og samtidig var det en fin mulighed, til at snuse lidt til kichwa kulturen, uden at behoeve at bevaege sig allerdybest ind i junglen.

 

Jeg forsoegte mig ud i en traditionel fermenteret kichwa drik, lavet af yuca rod, men slurken je tager paa fotoet, blev den eneste jeg tog. Den meget sure, lettere roegede smag, var ikke noget for mig.

Om eftermiddagen i Misahulli tog vi os endnu en vandretur, denne gang var maalet et vandfald. Det var en noget mudret affaere, da orienten oftest "plages" af haeftige regnskyld omkring middagstid. Disse regnskyld forekom mere eller mindre paa slaget 12, begge de dage vi befandt os i Orienten. Ikke desto mindre var det en smuk og udfordrende (muderet gjorde gangstien meget glat, og baade Esther og jeg roeg paa roeven et par gange)

Da vi naaede vandfaldet, fik vi os en velfortjent dukkert, og Esther opdagede at det var et bestemt sted man kunne saette sig, saa vandet fald lige paa ens skuldre og ryg, og gav en yderst behagelig omgang massage. 

Paa gaaturen gennem regnskoven til vandfaldet saa vi flere imponerende insekter (og irriterende nok ogsaa en milliard myg) Her ses noget der kunne mindre om et tusindeben, bare meget stoerre (sammenlign med min finger) og mere imponerende i farven. 

 Soendag morgen gik turen hjem til Tumbaco - men paa blot to dage har vi oplevet og set ufatteligt meget, og jeg kan naesten ikke vente til jeg skal ud og rejse igen. (Hvilket bliver naeste weekend, hvor turen gaar til Guayaquil, Ecuadors naeststoerste by og oekonomiske centrum, hvor jeg sammen med Esther og Eva (som jeg arbejder med) skal besoege to danske volontoere, som jeg moedte inden jeg tog afsted)

pistas falsas

Igaar oplevede jeg venlighed i en grad som forekommer mig naesten umulig at opleve i Danmark. Jeg var taget til Quito for at koebe busbilletter til en veninde og jeg. Fredag i denne uge er helligdag (mere om det senere) og derfor er weekenden meget oplagt til at rejse, saa sammen med Esther der bor nedenunder rejser jeg til Orienten (omraadet mellem andesbjergene og junglen) i morgen, meget tidligt. Esther havde fundet adressen paa busselskabets billetkontor til mig - troede vi.
Det viste sig nemlig at den adresse hun havde fundet, var til et taxiselskab med samme navn som busselskabet, uden at de to dog havde det mindste at goere med hinanden. Dette fandt jeg ud af, da jeg i min soegen efter kontoret spurgte om vej. En dame i en kiosk steg resulut ud af sit lille skur, overlod kontrollen med handlen til sin veninde, og tog mig under armen, og saa blev jeg ellers slaebt gennem hele kvarteret, til 4-5 forskellige rejseselskaber, der dog hverken kunne hjaelpe mig i min soegen efter billetter eller det rigtige billetkontor. Alt i mens blev jeg udspurgt om mit formael med mit ophold i Ecuador, levevis i Danmark, heriblandt uddannelsesniveau, priser, befolkning, sprog osv. Min hjaelpsommeven var mindst et hovede lavere end mig, men gik i et saadant tempo, at jeg knap nok kunne foelge med. Efter en lang vandring gennem kvarteret, var kl. blevet saa mange, at jeg var noedt til at tage hjemad, hvis jeg skulle naa det til aftensmadstid. Jeg blev fulgt til bussen af min hjaelpende aand, men maatte desvaerre tage hjem uden billetter.

Da jeg kom hjem, havde min familie besluttet, at selvom Esther og jeg ikke kommer til at vaere hjemme paa fredag, hvor det som sagt er helligdag - día de los difuntos (de doedes dag), skulle vi ikke snydes for at opleve traditioner, saa dem fremrykkede vi altsaa til onsdag aften. Paa día de los difuntos spiser man et traditionelt maaltid bestaaende af en bestemt type soedt broed kaldet guagua de pan og en varm frugt drik kaldet colada morada. Saa jeg blev sat igang i koekkenet, hvor abuelita uddelte arbejdsopgaver til Esther, abuelito og jeg. Frugt blev rinset og udskaaret og gryderne boblede paa komfuret, mens en svag duft af jul (laes: kanel) spredte sig. Det var en rigtig hyggelig aften, og vi sludrede over madlavningen, mens abuelita mellem opgaveuddellingen pointerede hvor hyggeligt det var, at hele familien var samlet, og var vigtigt det var at ogsaa hendes nevoer deltog, saa de kunne laere at begaa sig i et koekken - desvaerre var jeg ikke hurtig nok med kameraet til at faa fanget hyggestunden, men det var Esther derimod, saa de kan vaere der foelger nogle billeder en af de kommende dage. Jeg fik dog foreviget resultatet:

En guagua de pan - broed med marmelade inde i, og pyntet med glasur

Abuelita Blanca med en ordentligt grydefuld colada morada - vi fik lavet jeg ved ikke hvormange litre, saa der er til mange dage!